Exponential Organizations

Eksponentielle organisationer – Vækst 10 gange hurtigere end dine konkurrenter

Engang sagde man, at det ville tage 20 år at skabe en milliardforretning. Google var 8 år om det. Facebook omkring 6 år. Whats App, Snapchat og Oculus Rift blev solgt for flere milliarder inden for mindre end 2 år. Der er noget i gære. Moderne virksomheder spiller ikke længere efter de samme regler og udvikler sig ikke længere på samme måde, som vi traditionelt har set dem gøre. De udvikler sig eksponentielt.

Den trend har Salim Ismail fra Singularity University, Yuri van Geest og Mike Malone udforsket i den spritnye bestseller Exponential Organizations. Deres research viser, at vi inden for de sidste 5 år er begyndt at se en ny type organisationer skyde frem, der har en disproportional udvikling og vækster mindst 10 gange hurtigere end traditionelle virksomheder.

De mest kendte eksempler er Airbnb, der på ca. 4 år er blevet verdens største udbyder af sengepladser – uden at eje et eneste hotelværelse – med en markedsværdi på mere end 10 milliarder dollars. Uber, der lige nu – klodset – forsøger at trænge ind på de skandinaviske markeder, og med raketfart har ramt en markedsværdi på 40 (!) milliarder dollars. Netflix, der ikke bare har disrupted Blockbuster, men radikalt ændret forretningsmodellen for hvordan man producerer og ser ”tv”.  Elon Musks Tesla og SpaceX eventyr samt X Prize, Quirky og Valve.

Men også danske firmaer er så småt begyndt at komme med. Årets Børsen Gazelle, gaming firmaet Kiloo, har vækstet 2215% over de sidste 4 år. Momondo har nu en markedsværdi på over 1 milliard dollars og har lige modtaget investering på 750 millioner kroner. De havde 16 ansatte i 2011. Tradeshift har lige hentet 400 millioner i investeringer. Og andre danske startups som Autobutler, Queue-it og Endomondo banker derud af på vej mod eksponentiel vækst.

Så hvad er det, de kan, de nye organisationer? Salim Ismail og co. peger på 11 særlige karakteristika, der differentierer den eksponentielle organisation eller ExO fra masserne. Kan man som virksomhed sætte kryds ved bare 3-4 af de karakteristika, så er odds, at man har profilen til at blive en ExO.

Allerførst: De fleste ExOs har et Massive Transformative Purpose (MTP). Kort fortalt så er de i verden for andet og mere end blot at tjene penge. De ønsker også at gøre en forskel og ændre verden.  Tænk på X Prize’s “Radical Breakthroughs for the Benefit of Humanity” eller Google’s “Organizing the World’s Information”.

Derudover er ExOs ekstremt fleksible ved at fokusere mere på staff on demand end på fastansatte. I modsætning til hvad den danske dagsorden for vækst ofte handler om, så ved ExOs, at vejen til storhed ikke nødvendigvis involverer mange (fast)ansatte. De udnytter i høj grad den fleksibilitet freelancere, underleverandører, projektansatte og lignende kan levere. “The best people don’t work for you” som en klog mand engang sagde. Det forstår og agerer ExOs efter.

Andre af de vigtigste karakteristika for ExOs er at de lejer deres assets frem for at eje dem, de er super agile og eksperimenterer med deres produkter, mens de er i markedet, for at skabe konstante forbedringer. De skaber community ved at engagere deres kunder, giver deres medarbejdere stor grad af autonomi og så udnytter de teknologiens eksponentielle udvikling (se den fulde liste af karakteristika på http://www.exponentialorgs.com/).

Det store spørgsmål er nu: er løbet kørt hvis man er en af de ældre og/eller større spillere på markedet? Er det bare et spørgsmål om tid før man bliver kørt over? Ja og nej. Ismail og co. regner med, at op mod 40% af alle Fortune 500 virksomheder vil være væk om 10 år, fordi de ikke formår at omstille sig til den eksponentielle virkelighed. Grundlæggende er det nemlig imod enhver større virksomheds DNA for alvor at være innovativ, fordi det udfordrer kerneforretningen. Innovation, omstilling og nye forretningsmodeller i en veletableret virksomhed svarer til at skyde en virus ind i kroppen. Den naturlige reaktion? Immunforsvaret slår den ihjel. Derfor skal man som større virksomhed innovere på kanterne af virksomheden. Dvs. bygge en slags trojansk hest, som man kan installere uden at den forstyrrer resten af virksomheden, indtil de nye forretningsområder vokser sig store nok til at kunne integreres eller knopskyde som deres egen enhed.

De virksomheder der forstår det, er bl.a. dem der erkender, at det er smartere at arbejde med iværksættere end imod dem. Iværksætterne har den innovationskraft og fanden-i-voldskhed der skal til for at skabe nytænkende leverancer, der disrupter markedet. Imidlertid er der mange corporates, der ikke ænser de konkurrerende startups før det er for sent. Bare tænk på Blockbuster, der kun havde hån til overs for startup’en Netflix og faktisk blev tilbudt at købe 49% af underskudsforretningen Netflix tilbage i 2000 hvor Blockbuster havde næsten 8000 butikker.  De fleste ved hvordan den historie gik, fordi mastodonten negligerede muligheden for at innovere gennem samarbejde. Så samarbejder du med de startups, der lige nu er i gang med at disrupte din forretning? Har du talt med dem? Ved du som minimum hvem de er?

En række virksomheder har fundet ud af at de har behov for at være tættere på startup miljøet. Det er f.eks. virksomheder som Deutsche Telekom, Strauss, Volkswagen og Disney, der har startet deres egne inkubatorer – økosystemer hvor de gennem strukturerede forløb hjælper med at kultivere nye startups for at integrere eller samarbejde med dem, der viser sig at have værdi.  Flere har erkendt, at de ikke er startup-mindede nok selv og hyrer derfor professionelle inkubatorer til at drive deres corporate incubators. Det er imidlertid meget ressourcekrævende og de færreste danske virksomheder kan være med her. En anden mulighed er at tappe ind i eksisterende startup miljøer og inkubatorer, som sponsor, partner eller mentor. I Danmark kan det f.eks. være Startupbootcamp, Accellerace, #cphftw, initiativer i Startup Village eller DARE2mansion.

Endelig ser nye hybrider også dagens lys. Det er eksempelvis vores egen ”thinkubator” som launcher primo 2015, der er skræddersyet til den type virksomheder, der ikke har musklerne til at skabe deres egne inkubatorer. Det er nemlig en corporate crowdfunded incubator (www.thinkubator.dk), hvor virksomhederne samarbejder med de deltagende startups om at idégenerere og udvikle nye produkter og forretningsmodeller. De deler regningen, skal ikke selv rekruttere, designe eller facilitere forløbet og kan drage fordel af hinandens kompetencer og erfaringer. Pt. er Saxo.com og Call me partnere, mens organisationer som Singularity University, Center for Decision Neuroscience og DTU er involveret som  videnpartnere.

Fremtidens virksomheder er nødt til at tænke som startups. De skal øge deres agilitet, skabe stærkere kundeoplevelser der engagerer, sætte deres medarbejdere fri og ride med på den eksponentielle bølge. Hvis de gør det, så har de til gengæld mulighed for at vækste 10 gange hurtigere end deres konkurrenter. Så et corporate nytårsfortsæt kunne jo meget passede være at invitere en iværksætter på kaffe. We DARE you!

Se hele artiklen i Børsen her: http://borsen.dk/opinion/blogs/view/17/2939/eksponentielle_organisationer__vaekst_10_gange_hurtigere_end_dine_konkurrenter.html